torsdag den 12. juli 2012

Hjemmelavet modellervoks

Pigerne ELSKER modellervoks, selvom deres mor synes at det man kan købe rundt omkring er for dyrt og for dårligt. Derfor var et mindre mirakel da jeg fandt ud af at man kunne lave det selv.

Efter at have prøvet nogle forskellige opskrifter er jeg endt med denne her - den er nem, bliver super blød og lækker og kan holde en måneds tid hvis den bliver opbevaret i en lufttæt bøtte. Og det bedste af det hele er at den ikke indeholder hverken gift eller kunstige duftstoffer, der forvirrer ungerne og får dem til at tro at det kan spises.

Her er hvad du skal bruge:


  • 3 dl mel
  • 3 dl vand
  • 1 dl fint salt
  • 2 tsk citronsyre (vinsyre kan også bruges. Jeg køber normalt citronsyre i kvickly men jeg antager at alle større supermarkeder har det. Det bruges også til at afkalke vaskemaskinen og opvaskemaskinen)
  • 1 spsk olie
  • Pastafarve i forskellige farver (man kan også bruge almindelig frugtfarve, men jeg synes bare at pastafarven er nemmere at arbejde med. Kan købes i Kop&Kande eller i hobbyforretninger eller specialbutikker der handler med udstyr til kager)



Bland det hele pånær pastafarven sammen i en stor gryde (jeg synes det er nemmere at styre i en stor gryde end en lille) og varm det op under konstant omrøring. Her skal der røres godt til, helt ud i kanterne hele tiden., så det ikke brænder på.


Rør indtil hele massen er stiv og mat og ikke ser våd ud længere


Lad det køle i gryden indtil du kan håndtere det. Det skal kun lige være køligt nok til at du kan få det ud af gryden og over på en overflade der kan tåle varme ting. Begynd at ælte det og pas på ikke at brænde dig. Pas på ikke at efterlade det i gryden for længe, så kan det begynde at "svede" og så bliver det klistret. Ælt det rigtigt godt igennem.


Del det op i mindre portioner - jeg plejer at dele det i 6.


Lav et hul ned i massen med fingrene og put en lille smule pastafarve ned i. Være opmærksom på at det farver ret meget, så brug kun lidt. Hvis der kommer for meget i, kan modellervoksen godt blive lidt klistret.


Ælt farven godt ind. Når først al farven er æltet ind, så sæt ungerne i sving med at hjælpe med at ælte, indtil farven er jævn.





Efter noget ælten - Tadaaaaa... Hjemmelavet modellervoks. Billigt, hurtigt og nemt og uden giftstoffer!








5 kommentarer:

  1. Det må helt sikkert prøves :)

    SvarSlet
  2. Det her var et hit med mine 3-årige nevøer! Jeg brugte meget lang tid på at finde en opskrift der var så tæt på rigtig modellervoks som muligt, og det her er bare super.


    Bonus: jeg brugte det til mine gipsafstøbninger, bedre detaljer end trylledej!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, herhjemme er det også et hit hos både store og små :)

      Slet
  3. Har lige lavet en portion og det føles super lækket i hænderne, så nu glæder jeg mig bare til at min søn skal hentes fra dagplejen så han kan få fingrene i det :D
    Men hvordan bør det egentlig opbevares? Jeg har lagt det i en plasticbøtte med låg på, men har det bedre af bare at ligge i en åben bøtte eller andet? :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg plejer også at bruge en plastikbøtte med låg

      Slet