søndag den 22. maj 2011

Den forbistrede selvstændighed...!

Silja er nu 10 måneder gammel og hun får det bedre og bedre. Hun spiser efterhånden helt godt og søvnen går fremad - langsomt men sikkert. Vi er begyndt hos en fantastisk børnefys med hende for at styrke hendes svage grovmotorik og jeg er sikker på at vi snart kommer til ae resultater på den front.

Hun har længe spist selv meget forskelligt selv, rugbrødshapsere, frugt, ostehapsere osv., og det er gået rigtigt godt. Hun har en god finmotorik, en god mundmotorik og synes det er sjovt. Men, men, men...

Nu er hun så lige kommet ind i "vil selv" alderen for fuld udblæsning. Hun bliver stiktosset hvis vi prøver at fodre hende - især ved aftensmaden, hvor hun i forvejen er lidt små-pjevset. Hun bliver også sur og frustreret over ikke at få nok mad, hurtigt nok, så alle vores aftensmåltider styrer mod katastrofer i øjeblikket. De ender som regel med at Silja går helt i selvsving og skriger totalt ulykkeligt, og i aften var ingen undtagelse...

Begge pigerne har været sure og kede og pjevsede hele dagen, og de har bare været umulige at stille tilfredse, så jeg besluttede mig for at spise lidt tidligt og servere noget super-nemt. Det blev til aftensmad 17.15 og vi fik pølser & bacon stykker på panden og kartoffelmos. Ikke det mest inspirerende, men det var nemt, hurtigt og børnevenligt.

I dag prøvede jeg så at lade hende spise helt selv for at se om det gjorde en forskel... og det gjorde det faktisk. Hun var stadig sur og tvær, men hvis jeg stak hende en ske med kartoffelmos på, proppede hun den i munden!

Succes!

Det er en klar fremgang fra de sidste par aftener, hvor hun har siddet og lukket munden vendt hovedet væk.. jeg nåede lige at blive umådeligt tilfreds med at det nu alligevel var lykkedes mig at være klogere end en 10 måneder gammel baby.... og så besluttede førnævnte baby at nu havde mor vist glædet sig længe nok....

Hun begyndte at sidde og fægte med skeen fyldt med kartoffelmos, og banke den ned i bordet, så til sidst var babyen, moren, stolen, gulvet, loftet og vinduet smurt ind i kartoffelmos... så mens faren havde klister-ministeren og hendes storesøster i bad, måtte moren vaske det meste af køkkenet ned!





Men hun spiste lidt og hyggede sig meget...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar