onsdag den 27. juni 2012

Gør-det-selv pizza

I aften prøvede vi noget nyt til aftensmad - gør-det-selv pizza. Det var et kæmpe hit hos pigerne, så det er helt klart ikke sidste gang vi prøver det.

Her er hvordan man gør:

Du skal bruge grov-pitabrød, revet ost, ketchup og hvad du ellers har, der kan bruges til pizza. Ofte er rester gode, fx en rest kødsovs eller lidt kylling. Her har jeg pepperoni, cocktailpølser, rød peber, kyllingestrimler og (dåse)ananas, foruden ost og ketchup.


Pitabrødene skæres i 2, derefter smøres de med ketchup og så putter man ellers fyld på som man har lyst til.



Så skal de en tur i ovnen ved 225 grader i ca. 12-15 minutter. Hold lidt øje med dem indtil du har helt styr på din ovn, der skal ikke ret meget til før de får for meget. Hvis man er mere end 1 pizza sulten, laver man næste hold klar til at sætte ind. Vi skrev navn på bagepapiret inden vi satte dem ind, så vi var sikre på at folk fik deres egen pizza.

Mens vi venter, overfalder vi lige far og børster tænder, pande og næse på ham...


Derefter er der pizza - til stor fornøjelse for både store og små.

Long time no see...

Nu er det ved at være rigtigt længe siden at der er kommet noget nyt fra mig her, så nu prøver jeg at tage mig sammen og få fortalt lidt om vores liv og hverdag igen :)

torsdag den 7. juli 2011

Lidt prinsesse er man vel altid!

Jeg er lige blevet færdig med et par bukser til hver af mine tøser - Jeg håber de kan lide dem. De er IHVERTFALD prinsessefarvede...

 Til Silja

Og til Freja

Stoffet er bomuld med Småfolks lækre æbleprint. Den observante læser opdage at det var noget jeg scorede mig på Trendsales for et stykke tid siden, til en helt horribel meterpris. Jeg er bare totalt vild med de æbler der...

Man kan aldrig få for meget af en god ting...

Da Freja var lidt over et år gammel, havde vi hende med i IKEA (hun kan jo ligeså godt lære det fra en ung alder), og der fik hun øje på en tøj-hundehvalp som hun forelskede sig helt og aldeles i og hun navngav den Vu-vu på stedet. 

Vu-vu blev hurtigt hendes bedste ven, hovedpude, sutteklud, krammebamse og "partner in crime"... "Vu-vu væltede den moar"

Vi blev naturligvis lidt bekymrede for hvad der ville ske hvis Vu-vu blev væk eller gik i stykker, så vi har ad flere omgange købt et par ekstra bare lige hvis nu...

Her er hvad jeg fandt her til aften da jeg var inde og kigge til hende...

Freja med sin elskede hunde kennel... Må jeg præsentere Vu-vu, Mere Vu-vu og Ekstra Vu-vu... åh ja, og Freja nederst. Behøver jeg at sige at hun selv har navngivet dem?

Lidt solskin er vel aldrig af vejen :)

 Skønne uglebukser i printet bomuld fra EQ's "What a Hoot" kollektion - den var med til at kickstarte hele ugle manien. Desværre er den udgået af produktion... Godt man har et lille lager :)

Bermudas i lækkert bomuld fra Småfolk

Nogen gange er det rart at gøre noget for at glæde andre og mange gange skal der faktisk ikke så meget til... Disse syede jeg til en skøn kvinde, der godt kunne bruge lidt solskin.

onsdag den 29. juni 2011

En perfekt sommerdag...

For nogle uger siden var hele den lille familie i Valby og besøge min svoger og svigerinde og tøsernes 2 kusiner.

Eva er kun 14 dage yngre end Freja, og selvom de er meget forskellige både af udseende og af sind, er de nu ved at have en alder hvor de så småt begynder at få glæde af hinanden. Om ikke andet så er det sjovt at komme hjem til nogle andre og lege med deres legetøj, når man nu næsten ikke har noget derhjemme.



Freja faldt blandt andet for en gravemaskine, og sandkassen er jo altid et hit.

Deres sansegynge sidder også på et rigtigt gyngestativ i modsætning til herhjemme, så den kan man gynge rigtigt højt på - især når far giver en hjælpende hånd.


Der blev også plads til en tur i pølen sammen med kusinerne.




Silja var naturligvis også med og hun var i overvejende godt humør. Hun ÅD sin frokost - også ud over hele gulvet, så det var godt at det for en gangs skyld ikke var os, der skulle rydde op. Efter en lur var hun klar igen - først til at charme alt og alle fra barnevognen...


... og dernæst fik hun fingre i sin onkel, og sammen ryddede de lige en skål jordbær & hindbær... eller det vil sige... onkel Bjarke havde til opgave at hælde jordbær og kirsebær på babyen - Silja nøjedes bare med at spise dem. Det fungerede fortrinligt.


Ungerne - i alle aldre - forelskede sig hovedkulds i trampolinen og de morede sig så meget på den, at onde mor til sidst gav sig, og gav far lov til at købe en trampolin til haven. Jeg har ellers været imod havetrampoliner i mange år, fordi jeg synes de var for farlige, men jeg kunne simpelt hen ikke stå for ungernes glæde, og når den så samtidigt styrker Frejas svage motorik her og nu, og Siljas ditto på længere sigt...

 - så nu har vi halvdelen af haven fyldt op med trampolin.





Og efter at have leget løbe-grine på trampolinen, pjasket med vand og serveret sand og gynget vildt og ryddet op efter Freja... var det på tide at sige farvel efter en lang, hyggelig dag...


Nogen gange har man bare en perfekt sommerdag...

søndag den 5. juni 2011

"Hej, hej mor - ses senere!"

Freja går hjemmefra med jævne mellemrum - bare fordi hun synes det er sjovt. I starten slæbte hun bare det nærmeste med, men efterhånden er hun blevet mere og mere avanceret. Her har hun fx pakket en rygsæk med det mest nødvendige - ble, sut og Vu-vu - og er nu ved at køre hjemmefra.